Farvetema
Når man skal vælge havens farvetema, er sammensætningen af farverne vigtig for hvilken fornemmelse man får, når man er i haven.
Varme farver som rød, orange og gul er levende og energiske.
Kolde farver som lilla og blå er beroligende og afslappende.
Skab spændende effekter med flere farver
En måde at få tingene til at “poppe” på i landskabet, er at bruge komplementærfarver. Komplementærfarver er farver, som står over for hinanden i farvehjulet. F.eks. lilla og gul eller blå og orange.
Neutrale farver som grønne og hvide farver er rolige og behagelige. De er god som baggrund for andre planter.
Harmoni
Hvis man ønsker at skabe harmoni i sin have, så skal man bruge farver, der er ved siden af hinanden på farvehjulet. Disse farver kaldes analoge farver. På den måde er der nuanceforskelle i planterne, men ikke for meget.
Analoge farver er typisk for engelsk romantisk havestil. Lavendler og roser i forskellige rosa nuancer i selskab med fine klippede buksbom.
Hvad er farver:
Farver er et visuelt sprog som folk ser og opfatter, uden de tænker nærmere over det. Det er i ubevidstheden vi opfatter farverne og danner vores indtryk af dem. Da de er et utrolig stærkt redskab i visuel kommunikation, er vi nødt til at tænke over hvordan og hvorfor vi bruger dem.
Mange tænker ikke meget over sammensætningen af farverne i haven. Ofte handler det mest om, at man gerne vil have meget farve eller at man har nogle blomster i en bestemt farve som man godt kan lide. Haven bliver ofte sammensat af ens yndlingsblomster uden at tænke på hvilken retning havens farvekombination bevæger sig i. Det kan være man synes haven bliver for ensartet og kedelig. Eller måske er den blevet for rodet og lidt tivoli med et kæmpe mix af farver.
Det handler om at få klædt haven godt på. Ligesom når vi skal vælge tøj til os selv. Her går vi jo også efter at bluse og bukser skal passe godt sammen. Og ligesom vores tøjstil ofte passer med hvordan vi indretter vores hjem indendørs, så skal haven også passe til vores personlighed. Inde og ude må gerne smelte sammen. Haven er jo et ekstra rum, blot med himlen som loft.
Så i stedet for at fokusere på hvilken yndlingsblomst du har, så tænk på hvem du er som person. Hvilken stil er du til? Har du mange farver på? Hvis dit hjem er meget japansk inspireret, så er det måske ikke en romantisk rosenhave du går efter… Find dine farver og tænk over om de afspejler den du er så det ikke blot bliver en have, men din have.
Hvordan er farverne i din have?
Har du en “yndlings-” og en “hadefarve”?
Passer farverne i din have med det udtryk eller tema du gerne vil opnå i haven?