Havens tema

Hvis du skal i gang med en ny have fra blankt lærred eller måske et område i den have du allerede har, så er det en god ide at arbejde ud fra et tema. Det kan være et overordnet tema for hele haven eller måske har hvert område i haven sit eget tema.

Materialevalg, beplantning og farvekombinationer giver også meget mere mening, når man kender temaet. Et tema definerer en slags kasse, hvor alt skal passe ind. Uden et tema er det svært at holde fokus og danne den “røde tråd” i haven. 

 

Et tema kan være mange ting. Det kan være dem de fleste nok tænker på når vi snakker havens tema. F.eks. en rosenhave, en japansk have, romantisk have, stenhaven eller staudehaven. Det er alle temaer der fortæller om hvilke typer af planter havens ejer godt kan lide.

Men man kunne også gribe det lidt anderledes an og gøre haven meget personlig. Her kunne temaet f.eks. være en kunstnerhave eller musikhave; altså en have der er inspireret af musik. Eller hvad med en sports- eller træningshave. Disse temaer siger meget om havens ejer.

Havens tema kan også skabes ud fra et ferieminde fra et besøg i Monets have i Frankrig eller en yndlingsfarve, som keramiker Anina Kofod har gjort i sin have på Bornholm.

Hvad kunne være et spændende tema i din have? Måske har din have allerede et tema, men fremstår det tydeligt som en “rød tråd” eller skal der måske vælges nogle elementer fra? Man kan godt have mere end et tema eller man kan have et hovedtema med undertemaer. 

Indkøbskurv